Jacob Haugaards misbrug: Nu taler datteren ud

Jacob Haugaards misbrug: Nu taler datteren ud

Manchet: 
Jacob Haugaards datter Kathrina Haugaard fortæller for første gang offentligt om sin fars alkoholmisbrug, der prægede familien og hendes opvækst. En barndom fyldt med usikkerhed, men som endte godt.
image title: 
TV 2 / DANMARK
I sommeren 92 kom Kathrina Haugaards mor, Ilse Wilmot, ind ad døren i familiens sommerhus i Nordjylland sammen med hendes far, den folkekære entertainer Jacob Haugaard. Ilse Wilmot havde netop hentet sin mand hjem til familien efter halvanden måned på afvænning for alkoholen.Det skriver BT.

”Det var virkelig stort, da min far kom hjem fra alkoholafvænning, Jeg husker tydeligt dagen. Han havde været væk i halvanden måned. Vi måtte ikke tale i telefon med ham, kun skrive breve til ham, så vi savnede ham meget. Min mor havde hentet ham, og så kom han dér og var så sød og sårbar. Jeg kan hukse, han bl.a. sagde til os: ”Unger, nu må I sige til, hvis der er noget, vi skal snakke om. ” Det var meget specielt at se ham igen, men samtidig turde man heller ikke gøre for meget ud af det. For hvad nu hvis det bristede. Hvis far faldt i endnu en gang, ” sådan fortæller den i dag 35-årige Kathrina Haugaard om episoden, der blev vendepunktet i hendes opvækst, til BT.

Ilse Wilmot havde stillet hendes mand et ultimatum: Familien eller alkoholen.

Kærligheden til familien sejrede, og afvænningen blev et endegyldigt farvel til Jacob Haugaards alkoholmisbrug.  

LÆS OGSÅ: Sådan sikrer du dig et langt liv

Onsdag aften gæster både Jacob Haugaard og Kathrina Haugaard biografen Øst for Paradis i Aarhus til premieren på dokumentarfilmen ’I Fars Hænder’. Den omhandler filmens instruktør, Sven Vinge, og hans forhold til sin afdøde far, der frøs ihjel i en snedrive få kilometer fra familiens hjem som følge af sit alkoholmisbrug.

”Jeg har ikke selv haft noget behov for at stå frem eller hænge det beskidte vasketøj til tørre offentligt. Jeg blev spurgt af DOXBIO (forening der forsøger at fremme danske dokumentarfilm, red.), om jeg ville fortælle om mit forhold til min far i anledning af dokumentarfilmen. Jeg synes, filmen er så stærk og gribende, og derfor har jeg sagt ja, ” siger Kathrina Haugaard til BT.

Selvom hendes egen historie endte langt mere lykkeligt, end tilfældet var for Sven Vinge og hans far, så var Kathrina Haugaards opvækst alligevel præget af hendes fars alkoholmisbrug. Han kunne forsvinde flere dage i træk, når alkoholtrangen pressede på.

Set udefra kan det virke som en hård opvækst, der kunne have splittet enhver familie. Alligevel har Kathrina Haugaard i dag et godt forhold til sin far, fastslår hun:

”Min far valgte os, familien, til og alkoholen fra. Det var på en måde den stærkeste kærlighedserklæring, han kunne give til min mor og os børn. Og min far og mor er jo stadig sammen i dag, og vi har et rigtig godt forhold til hinanden, ” siger hun.

Hvad synes du om, at Jacob Haugaards datter taler ud om sin fars alkoholmisbrug? 

BT
Nøgleord: 
Opret ny debat